Søster Li fra nabohuset, der arbejder som ekspeditrice i supermarkedet, har af en eller anden grund været forbi mit hus ofte på det seneste. Hun bliver ved med at spørge efter mine gamle bøger og aviser og siger, at hun vil tage dem med hjem for at studere. Jeg tænkte ikke nærmere over det og gav hende bare en stor stak uden at tøve.
En dag kom søster Li på besøg igen. Efter at have snakket lidt om alt og intet, så det ud til, at hun ville sige noget, men tøvede. Til sidst, som om hun samlede mod, trak hun et pænt foldet stykke papir op af lommen. Da jeg foldede det ud, så jeg, at det var fyldt med blyantskrift og talrige sletninger.Efter megen anstrengelse fandt jeg endelig ud af, at det var en vittighed. Indholdet var anstændigt, men temmelig langt og noget ordrigt.
Søster Lis datter går i folkeskolen – kunne det være barnets "arbejde"? Da hun så min forundrede mine, sagde søster Li undskyldende: "Jeg har selv fundet på det. Vil du være sød at kigge på det?""Hvad fik dig til at skrive vittigheder?" spurgte jeg nysgerrigt. Søster Li forklarede: "En gang kom min datter hjem med en avis, der indeholdt flere vittigheder. Jeg læste dem og syntes, at nogle af dem var ret kedelige. Jeg sagde til hende, at hvis jeg skrev mine egne, ville de være langt sjovere end de offentliggjorte! Hun insisterede på, at jeg skulle prøve, og jeg lovede hende, at jeg ville gøre det – et løfte skal jo holdes."
Sådan var det altså. Jeg beundrede søster Lis urokkelige engagement over for sit barn. Jeg forklarede tålmodigt, hvordan man skriver vittigheder, og hun tog manuskriptet med hjem og reviderede det flere gange. Jeg hjalp hende med at indsende vittighederne til vores lille bys aftenavis, og snart blev de offentliggjort! Søster Lis datter kom løbende til mit hus med avisen og udbrød begejstret: "Tante, se! Mors navn står i avisen! Hun er genial!"
Som voksne har vi altid travlt og forsømmer ofte meningsfuld kommunikation med vores børn. Vi overser ofte de løfter, vi giver dem. Vi aftaler at tage i parken, på fisketur eller på biblioteket i weekenden, men ændrer mening i sidste øjeblik. Med et simpelt "Jeg har travlt" ignorerer vi skuffelsen i vores børns øjne.
Når vi pålægger vores børn alle mulige regler og begrænsninger, bør vi så ikke også reflektere over os selv? Hvis vi alle kunne efterligne søster Li ved at værdsætte hvert eneste løfte, vi giver vores børn, og følge op på vores handlinger, ville vi blive eksemplariske rollemodeller i deres øjne. Sammenlignet med tomme foredrag ville denne tilgang naturligvis give dobbelt så meget resultat med halvt så stor indsats.
Glem ikke de "løfter", du har givet dine børn.