Lejlighedsvis søger du mig, rækker ud efter min hånd. Din pludselige fremkomst rører stadig ved mit hjerte. Men jeg har lært at bære en maske for dig nu – hverken varm eller kold, hverken salt eller kedelig. Jeg ler uden bekymringer, og de billige tårer falder ikke længere.
Først efter lang tid, først når der ikke er noget sted at trække sig tilbage til, indser vi, at det, vi engang kastede væk med vores egne hænder, aldrig kan findes igen i de følgende dage.
Jeg tror stadig på kærlighed, men jeg tror ikke længere, at den kan vare evigt.
Du mindede mig pludselig om, at den tid, vi har kendt hinanden, kan tælles i år.
Efter at have gået denne strækning af vejen med dig, er du også blevet en sti, jeg er gået forbi.
Jeg ved, at det er let at glemme – bare vend blikket væk, stop med at tænke, slip minderne, og det forsvinder som himlen efter fyrværkeri.
Først når man ser igennem alt, indser man, at tab bringer større fred end besiddelse.
Intet er uforglemmeligt. Tiden vil slette dig – først dit ansigt, så din stemme, dine ord. Ikke nu, men en dag.
Således spredes vi for vinden i tiden. Når vi ser tilbage, ser vi ingen spor af vores fælles øjeblikke, selvom vi engang klamrede os så voldsomt til hinanden.
Når både slutningen og rejsen er afsluttet, føles det grådigt at blive hængende længere, selv over for sig selv.
Ord, der er begravet dybt, er ikke bevidst skjult; det er blot ikke al smerte, der kan råbes højt.
Jeg har ikke afvist dig, og jeg har heller ikke afvist mig selv.
For dig har jeg kun overgivet mig, aldrig glemt.